Denne gang en mere normal vandring

I det sidste blogindlæg skrev jeg om, da jeg gik op til Prædikestolen, og i dette indlæg tænkte jeg, at jeg ville fortælle om, da jeg gik op til Kjeragbolten. Denne gang opførte blodsukkeret sig mere normalt under vandreturen.

Før denne vandretur antog jeg, at det, der skete ved Prædikestolen, var en undtagelse. Og jeg forudsatte, at jeg ikke ville have brug for særlig meget insulin. Vi kom dertil ved 12-tiden og startede med at fylde lidt mellemmåltid på, inden vi begyndte vandreturen. 
Jeg lå godt i blodsukker og valgte ikke at tage insulin til de madder, vi spiste, men jeg lod basalraten fortsætte, så jeg stadig fik insulin på den måde. Det tog os omkring 2 timer at komme op til Kjeragbolten, og jeg fyldte op med et æble på vejen. Selv om det ikke var nødvendigt for blodsukkerets skyld.
Da vi nåede toppen, lå jeg lidt i den højere ende (omkring 9 mmol/l), hvilket ikke er højt, men heller ikke i den lave ende.
På toppen holdt vi en kort pause. Jeg spiste en proteinbar og tog en lille dosis insulin til den. Jeg fortsatte med basalraten. Blodsukkeret fortsatte med at ligge ret stabilt.

Da vi kom ned igen, spiste vi aftensmad, og jeg tog en normal dosis insulin til det måltid, hvilket var godt. Jeg lykkedes altså ret så godt med blodsukkeret denne dag, og jeg undgik at ligge presset.
Jeg kunne nok have prøvet at ligge lidt lavere, end jeg gjorde, men der var ingen større fare. De efterfølgende dage kunne jeg se, at jeg var lidt mere insulinfølsom, og det virkede som om vandreturene satte deres præg lidt i forlængelse.

DIA.DK.421-01-FEB2026