Da Andreas Vikström som tiårig fik konstateret diabetes, kunne han nok ikke forestille sig, at han en dag skulle deltage i Adventure Race VM. Adventure Racing er en multidisciplinær holdsport, der går ud på at navigere på en umarkeret vildmarksbane med konkurrencer, der varer fra to timer op til to uger. Da den 26-årige medicinstuderende Andreas deltog i VM i 2023 i Sydafrika, stod han og hans hold over for en række udfordringer – alt fra at rykke deres fysiske grænser til at navigere i vanskeligt terræn i høje temperaturer.
At bære sin vægt
Taskerne pakket. Lidt for godt pakket, hvis du spørger flyselskabet.
Det er et spørgsmål om held, når bagage skal vejes ved check-in. Som oftest bliver der flyttet noget mellem tasker og cykelboksen. Tasken, jeg tjekker ind, er sjældent for tung, men den ser ud til at være lidt mere fyldt til randen end mine holdkammeraters. Hurtigt er den der, tanken om det ekstra, jeg har med mig, som de andre ikke har.
Vi er på vej til Sydafrika og VM i Adventure race. Inden denne konkurrence har vi modtaget mindre information end normalt, arrangøren ønsker at undgå, at hold der er tidligt på plads kan drage fordele, se sig omkring og begynde at rekognoscere banen. Adventure race går ud på at komme fra start til mål sammen som et hold og ved hjælp af kort og kompas at orientere sig om checkpoints undervejs. Dette gøres på tværs af flere discipliner; til fods, padling og på mountainbike, tre udfordringer, der altid indgår. Konkurrencen foregår nonstop over flere dage. Vi er et hold på fire, og alle skal gøre alt. Vi bevæger os som en enhed, og denne gang er den samlede distance på godt 800 km.
Det er en holdsport, noget jeg elsker. Alle har deres roller og bidrager, styrker og svagheder forenes for at optimere fremdrift. At jeg har type 1 diabetes, det bliver alles problem. Maria, Lars og Jonathan, som jeg konkurrerer med, er en hård flok at holde trit med for hvem som helst. Sammen udgør vi Hamilton Adventure-holdet, og jeg vil ikke bare følge med.
Jeg vil bidrage.
Jeg har aldrig påstået, at det ikke ville være nemmere uden diabetes, både i livet og i sporten. Diabetes er ikke en superkraft. Mit mål er, at det ikke skal spille nogen rolle, jeg skal håndtere min diabetes så godt, at den ikke er relevant for den udfordring, jeg står overfor. Det vil vise sig at være et højt mål, men der er et citat, jeg minder mig selv om; Ønsk ikke det var nemmere, ønsk at du var bedre.
Adventure race er på sin vis en fuldstændig modsætning til, hvad jeg med diabetes bør stræbe efter i hverdagen. Regelmæssige måltider, moderat fysisk aktivitet og stabil døgnrytme – alt sammen smidt ud ad vinduet, når starten går. Det er ikke noget sundhedsprojekt. Det er en stærk oplevelse af eventyr, problemløsning, kammeratskab og styrke i den simple jagt på at komme fremad. Jeg kan tænke tilbage på tiårige mig, nydiagnosticeret og fortvivlet. Dette er min chance for at være den rollemodel, jeg havde brug for.
109 hold, godt 400 atleter, skynder sig op mod den første bakke. Jeg har ikke set en eneste CGM-måler ud over den på min egen overarm. Det er ikke lige så nemt at genkende sig selv, som hjemme i træningscenteret. Aftenen før sænkede jeg min langtidsvirkende insulin med 18%. I hoftebæltet har jeg insulinpennen i en lille kølelomme, jeg regner ikke med at bruge den ret meget. Min CGM-måler får jeg desto mere gavn af. De kommende dage handler det mest om at få sukker nok til at holde mig over den røde streg på Dexcom-modtageren. Vi må ikke have mobiltelefoner under konkurrencen, da det ville være helt utænkeligt i betragtning af, at navigation er en stor del af udfordringen. Jeg har den særlige modtager, vandtæt pakket i en lomme på brystremmen, den lomme er et must på konkurrencerygsækken.
Før denne konkurrence skiftede jeg for nylig til Dexcom G7. De altid længe ventede opdateringer føles oplagte at byde velkommen i hverdagen, uden de store spørgsmålstegn. Inden et adventure race har jeg en klart mere konservativ tilgang, her vil jeg have pålidelighed. Det er også klart for mig, at intet medicinsk udstyr testes til flere dages adventure race, hvilket betyder, at jeg skal tænke alt igennem. Livrem og seler. Et eksempel på en ubehagelig tanke, jeg havde før racet; Hvor længe holder batteriet i modtageren? Da jeg til hverdag bruger telefonen, var det ikke faldet mig ind at stressteste den nye modtager. Nybegynderfejl! Jeg pakker for at gøre det muligt at oplade modtageren fra pandelampens batterier, i tilfælde af en krise. Ingen skade sket, skulle man tro, men nu er vi der igen, noget ekstra, som jeg bærer, vægt i rygsækken.
I bevægelse
Det første døgn sover vi slet ikke, men har svært ved at holde den fart, vi havde ønsket. Fødderne gør ondt ved hvert skridt. Huden er øm, og hele tiden advarer nogle muskler dig om, at denne belastning ikke er holdbar. De andre på holdet har det på samme måde, men det ses sjældent på dem. Varmen tager hårdt på mig. Jeg hører en holdkammerat spørge, om yderligere 6-7 timer er et rimeligt estimat for det næste delmål. ”Det dobbelte” får hun til svar, hvad venter vi på? Det er slående, hvor sjældent jeg tænker på, hvor langt der er tilbage af konkurrencen. I princippet er der hele tiden nok at gøre med at løse et eller andet aktuelt problem, rette oppakningen til, så det gør mindre ondt, aftale hvordan man optimerer hastigheden eller gennemtænke det næste skridt. Det er sikkert heldigt. Der er ikke plads til at få ondt af sig selv.
VM i Sydafrika bliver ikke et godt race for os. Temperaturen svinger mellem nul på den koldeste nat og over 40 grader, når solen er mest intens. Kulden koster meget energi, men varmen er endnu sværere at forhandle med. For mit eget vedkommende ville det klart have krævet mere akklimatisering, end jeg fik chancen for denne gang, lesson learned. Distancerne er lange, og vi blander hurtige cykeldistancer, hvor vi passerer hold på 10, med alt for langsomme distancer til fods. Padlingen foregår nedstrøms ad en flod, der lige er blevet fyldt af en kraftig regn. Jeg var lettet over at hvile fødderne, og det var nok den sjoveste padling, vi oplevede under et adventure race. Lange og intense sektioner af rivende strøm, der er på grænsen af, hvad konkurrencekajakkerne er egnede til, hvilket får miles til at flyde hurtigt. Vi holdes alerte, men heller ikke her nyder vi et øjeblik, hvor alle på holdet har det godt. Det er en del af charmen ved konkurrenceformen under normale omstændigheder: Det er sådan, at alle fire når at være både stærkest og svageste på holdet, også ham med diabetes. Skal man derimod nå høje placeringer ved et VM, skal der være så meget tid som muligt, hvor alle fire kan arbejde max på samme tid.
Det er et simpelt koncept, vi holder sammen og kan derfor ikke bevæge os hurtigere, end hvad den, i øjeblikket, svageste kan klare. Vi dækker op for hinanden. Bærer hinandens oppakning, trækker hinanden med reb, holder hinanden varme. Det er den absolutte udkrystallisering af holdsport, noget som jeg mener fremmer en ydmyghed og tillid, som ikke kan skabes i et hverdagsmiljø. Omkring 118 timer inde i konkurrencen ender jeg dog på den side af holdarbejdet, som jeg synes mindst om. Måske brændte jeg for meget energi af dagen før, måske var det solen, der stod op igen, sikkert ingen entydig forklaring på det, men min grænse var overskredet. Jeg mister energi, begynder at føle mig rigtig syg og bevæger mig langsommere og langsommere. Vi har været i lignende situationer før, men vi har aldrig været her før.
Det her har ikke noget med blodsukkeret at gøre, men diabetes gør heller ikke situationen nemmere. Når hedeslag bliver alvorligt nok, er det overraskende svært at indtage, ja, faktisk noget som helst overhovedet.
Læg dertil trætheden af få timers søvn i alt i løbet af de sidste fem dage. Jeg var færdig, helt udmattet og gardinet gik ned. Forskellen på mig og mine holdkammerater er der, når vi er stærke, det kræver opmærksomhed af mig at holde mit blodsukker på et niveau, hvor jeg bliver ved med at føle mig stærk. Når vi er svage og har det så dårligt, at vi ikke kan få energi, kan vi gå ud fra, at mine holdkammerater ikke bliver stærkere, men for mig kan det absolut være farligt. Det er en realitet, jeg ikke kan skjule for mig selv, og bestemt ikke noget, jeg kan feje under gulvtæppet, når en af mine holdkammerater er intensivlæge. Jeg prøver nogle gange, det må jeg indrømme.
Indsigter
Jeg er nødt til at afbryde konkurrencen, der var ingen anden mulighed. Situationen var ret alvorlig, og jeg har uden tvivl aldrig haft det så dårligt før. Dette var ikke et spørgsmål om lavt eller højt blodsukker, det vil jeg gerne understrege. Det er selvfølgelig rimeligt, og endda korrekt, at mine holdkammerater tænker på og nærer bekymringer for min diabetes, når jeg føler mig utilpas. Mit hold håndterede det fantastisk godt, og tilliden til de tre er kun stærkere efter dette eventyr. Det, der er irriterende, er derimod det generelle tunnelsyn, jeg med diabetes møder, når noget ikke går min vej. Diabetes virker til at være en begribelig etiket. Hedeslag bliver hurtigt til ketoacidose selv i professionelle lægers øjne. Jeg har allerede en diagnose, og det virker lettere at finde noget i den som en forklaring, end at tænke på hvad jeg åbenlyst har udsat mig selv for det sidste døgn. Men jeg skriver ikke denne artikel for at påpege videnshuller. Jeg skriver til os med diabetes.
Det, at jeg overhovedet skriver, kommer fra min passion for at vise, at det her går.
Det skulle jeg have hørt som tiårig. Jeg har drømt om at komme til det niveau, hvor jeg ikke bliver udspurgt på grund af min diabetes, at jeg har bevist nok. Nu er erkendelsen landet, at der ikke er et sådant niveau, dertil kommer jeg aldrig. Jeg er til VM, det højeste niveau i en ekstrem fysisk krævende sport, og skal stadig se konklusioner som, at "jeg som diabetiker ikke er vant til at presse mig selv". Det kommer helt sikkert af omtanke for mig, folk der vil mig det bedste.
Men du ved, hvordan det skærer i mig, når jeg føler, at andre ser mig som et svagt led. Vi bliver altid nødt til at forholde os til det. Ingen skal lukke øjnene for alvoren af den sygdom, vi har, men ingen med diabetes bør lukke øjnene for de muligheder, der stadig ligger forude. Vi skal arbejde for en balance, i vores egen tilgang og det billede, vi spreder til omgivelserne. Denne balancegang, ikke for høj – ikke for lav, må netop være det, vi med diabetes bliver eksperter i. Og Du, det ER det værd.
Portrætfoto: Kirsten Oliver
DIA.DK.282-01-FEB2024
