”Hvorfor skulle jeg, som allerede kæmpede så meget med mine tanker, mit behov for kontrol og min mentale sundhed, rammes af en sygdom, der krævede endnu mere kontrol og tankevirksomhed?”

Jeg har aldrig stillet spørgsmålet om, hvorfor netop jeg skulle rammes af type 1-diabetes, spørgsmålet har i stedet været, hvorfor det netop var type 1-diabetes, jeg skulle rammes af?
Selvfølgelig er jeg meget taknemmelig for, at jeg ikke fik konstateret noget endnu mere alvorligt, men nogle gange spekulerer jeg på, om mine personlige udfordringer nu ville have været de samme, hvis jeg havde haft en anden kronisk sygdom.

Gennem hele mit liv har jeg været en meget ambitiøs og målrettet pige, har sigtet højt og presset mig selv til det yderste for at gøre det så godt som muligt. Jeg har ønsket at få mine kære til at have det godt, og jeg har ønsket at glæde alle. Lidt af det der "dygtig-pige-syndrom", I ved. Derudover har jeg siden mine tidlige teenageår haft et ret dårligt selvbillede, med et usundt forhold til mad og motion til følge.

Med dette i bagagen, uden at have taget fat på noget, blev livet straks meget, meget sværere med type 1-diabetes. ALT eskalerede for mig.

• For det første fik jeg én ting mere at regulere og holde styr på, nemlig et blodsukker... Egentlig ikke fordi jeg var bange for komplikationer eller en for lav værdi, men bare for at kurven skulle være så perfekt som muligt.
• For det andet krævede det endnu mere planlægning i livet! Og nu kunne konsekvenserne af planlægningen faktisk være virkelig farlige. Jeg har altid haft masser af konsekvenstanker, så dette eskalerede selvfølgelig også.
• I og med, at jeg pressede mit blodsukkerniveau ned, havde jeg ofte lave værdier og var nødt til at spise, selvom jeg var mæt. Vægten blev straks sværere at holde, og mit selvbillede blev endnu ringere. Med dette blev jeg endnu mere restriktiv med maden og hårdere med træningen. Men det, der var frustrerende og øgede min stress endnu mere, var, at jeg ikke bare kunne træne, som jeg ville, eller når jeg ville, og jeg kunne ikke bare undgå at spise, når blodsukkeret sagde fra. 
• Udover den fysiske forandring, der gjorde mig endnu mere usikker på mig selv, havde jeg pludselig en synlig sensor på kroppen og i starten sprøjter til at stikke mig med. Man skal absolut IKKE skamme sig over sine hjælpemidler, og man skal absolut IKKE skjule dem, men med et allerede svigtende selvbillede blev jeg endnu mere usikker.
• Jeg kæmpede allerede med beslutningsangst, og diabetes gav mig en betydelig stigning i antallet af daglige beslutninger. Energien blev fuldstændig drænet. 
   

Dette er nogle af mine udfordringer, der virkelig eskalerede for mig, da jeg fik diabetes. Som jeg nævnte i tidligere indlæg, begyndte jeg at studere kort efter jeg fik diagnosen, og kort derefter flyttede jeg også hjemmefra. Der skete mange nye ting på meget kort tid. Den intensive uddannelse blev endnu en stressfaktor, både selve studiet, men også kombinationen med at kontrollere diabetes på universitetet. Jeg ville have, at de nye mennesker omkring mig skulle lære at kende mig, Olivia. Ikke Olivia, hende med diabetes. Samtidig med at jeg af den grund ind imellem dumt nok glemte mine sprøjter, var jeg andre gange af sikkerhedsmæssige grunde nødt til at fortælle om det, men også om hvorfor jeg ind imellem tog sprøjter eller hvorfor telefonen alarmerede.

Efter lidt mere end to år med type 1-diabetes og lægeuddannelsen begyndte jeg at føle, at jeg kom tættere og tættere på den mur, folk taler om. Det havde dybest set været to år med kronisk stress, enorm strenghed over for mig selv og ingen bedring. Men 6. semester, foråret 2025, tog næsten livet af mig. Jeg nævnte lidt om det i et tidligere indlæg, og som jeg også nævnte der, tror jeg ikke, jeg var nået dertil, hvis jeg ikke havde haft diabetes. Det var også det semester, hvor jeg fik Omnipod 5 med Libre 2-sensoren, hvilket var en stor forandring! Det tog meget lang tid, før jeg følte, at jeg ikke ville smide både pumpen og sensoren ud, men da jeg fik Dexcom G6, blev alt lidt nemmere. Den sensor sammen med pumpen passede bedre til mig.

Jeg er et bedre sted i livet nu, og det føles som om, jeg er ved at finde mig selv igen! Jeg søgte hjælp hos en psykolog i slutningen af ​​5. semester, én som jeg har arbejdet sammen med indtil nu. Hun har hjulpet mig et godt stykke på vejen, men jeg har bestemt lang vej endnu. Noget jeg ønskede, da jeg begyndte at gå til psykolog, var en, der også havde viden om type 1-diabetes, men det er jo ikke det nemmeste, og desværre følte jeg ikke rigtig, at rådgiverne på diabetesklinikken havde nok viden til at kunne hjælpe mig med alle mine udfordringer. Tænk hvis type 1-diabetes kunne blive endnu mere etableret i samfundet, så vi kunne have psykologer med speciale i type 1-diabetes! Der findes jo en del statistik, der viser, at personer med type 1-diabetes har øget risiko for dårligt mentalt helbred, spiseforstyrrelser, udbrændthed og så videre. Jeg tror, ​​at mange af os ville have haft det bedre, hvis vi kunne komme til at tale med en person, der har reel indsigt i, hvad type 1-diabetes er, og hvad det vil sige.
 
DIA.DK.399-01-NOV2025