“Da jeg var 10 år, blev mit liv vendt op og ned. Det var da jeg fik diagnosen type 1-diabetes. Men jeg bestemte hurtigt, at sygdommen ikke skulle stoppe mig. I dag konkurrerer jeg på topniveau inden for CrossFit/Functional Fitness.”

Jeg hedder Sondre Golid, og den dag, alt skete, overnattede jeg hos mine bedsteforældre i Rjukan. Vi havde inviteret min morbror og moster til middag, og min morbror havde dengang haft type 1-diabetes i et år. Jeg ville gerne prøve hans apparat for at se mit blodsukker, og det vendte op og ned på hele mit liv. Mit blodsukker lå nemlig på 30 mmol/l.

Vi troede, at det skyldes, at jeg havde sukker på hænderne, så jeg vaskede dem i håb om, at apparatet så ville vise en normal blodsukkerværdi. Men nej, det lå stadigvæk tæt på 30 mmol/l.

Lidt senere tog vi til lægen, hvor de kontrollerede mit blodsukker med et prik i fingeren. Lægen så, at blodsukkeret var faretruende højt og sendte mig videre til sygehuset Telemark i Skien. Der tog de blodprøver og kontrollerede mit blodsukker. Jeg og min mor blev der natten over, og dagen efter fik vi besked om, at jeg havde type 1-diabetes, og at jeg ville have det resten af mit liv.

Det var en tung besked at få, men samtidig følte jeg, at der var meget at lære, og at sygdommen ikke skulle forhindre mig i at lave det, jeg elskede. Vi blev på sygehuset i næsten to uger til opfølgning. Jeg lærte hurtigt og var indstillet på at leve et godt liv med diabetes.

Jeg var så heldig ret hurtigt at få en kontinuerlig glukosemåler, og nogle år senere også en insulinpumpe. Men det udstyr er ikke gratis – vi måtte virkelig kæmpe for at få adgang til det. I dag er jeg glad for at bruge Dexcom G7 og Omnipod.

På det tidspunkt spillede jeg fodbold og var meget glad for at være aktiv. Jeg var bange for at få dårlige blodsukkerværdier og at have for lidt kontrol, men samtidig gik jeg ind til det med en positiv indstilling. ”Den her sygdom skal ikke stoppe mig!” tænkte jeg.

Da jeg var omkring 14-15 år, under coronapandemien, begyndte jeg at træne for alvor. Jeg begyndte at løfte vægte og bruge min egen kropsvægt i styrketræning. Min interesse for bodybuilding og styrketræning voksede. Målet var at se godt ud og samtidig løfte så tungt som muligt. Den her type træning påvirkede blodsukkeret på en anden måde end konditionstræning. Blodsukkeret var mere stabilt og steg endda nogle gange på grund af adrenalinet, som træningen medfører.

Jeg mærkede hurtigt store fremskridt, og at min krop reagerede godt på denne her type træning. ”Det her vil jeg blive ved med,” tænkte jeg. For første gang i lang tid fik jeg en stærk drivkraft og en tydelig motivation til at fortsætte med at træne.

Et par år senere flyttede jeg hjemmefra for at gå i skole og begyndte med CrossFit/Functional Fitness. Denne type af træning er så varieret, og det gjorde, at jeg var nødt til at tænke anderledes omkring blodsukkeret. CrossFit består både af styrke, udholdenhed og gymnastik. Målet er at blive rigtig god på alle områder og undgå svagheder.

Jeg syntes så godt om sporten, at jeg begyndte at deltage i konkurrencer. Min første konkurrence var det norske mesterskab i Functional Fitness, hvor jeg vandt sølv. Året efter blev det til sølv igen. Jeg var ikke helt tilfreds med den medalje, så jeg begyndte at arbejde endnu hårdere med mig selv.

Senere blev jeg norsk mester i U20-klassen. Så vandt jeg endelig guld. Det gav en enorm følelse af at lykkes med noget. Samtidig gav det også en bekræftelse af, at det, jeg gør, fungerer.

Jeg sluttede i 2025 med VM i Litauen. Der arbejdede jeg mig op på en samlet femteplads i U20-klassen. Det er en af mine største præstationer hidtil i karrieren.

Nu begynder jeg at blogge her på Making Diabetes Easier om træning, konkurrencer, type 1-diabetes og livet. Følg gerne mig på Instagram og her på bloggen, hvor jeg fortsat vil dele opdateringer fremover.

DIA.DK.456-01-AUG2026