“Da jeg for tre år siden løb mit første løb, elskede jeg det. Men blot nogle få måneder senere fik jeg type 1-diabetes, og så troede jeg, at det var slut med at løbe. Jeg var bange for lavt blodsukker og vidste, at det ville kræve mere planlægning end tidligere. Men jeg ville ikke give op og satte mig et klart mål: At løbe Stockholm Marathon.”
Mit navn er Kalid Abdulwasai, og jeg går under navnet ”Diabeteslöparen” på Instagram. Der deler jeg, hvordan hverdagen kan se ud for en med type 1-diabetes, indenfor familieliv, træning og alt derimellem. Jeg er 34 år gammel og bor i Eskilstuna med min hustru og vores to børn. Vi har en datter på 4 år og en søn på 8 måneder. Jeg har en kandidat i folkesundhedsvidenskab og arbejder inden for bankverdenen.
Jeg fik konstateret type 1-diabetes, da jeg var 32 år, i november 2023. Jeg tabte mig meget, var hele tiden tørstig og skulle tisse 24/7. I dag bruger jeg Dexcom G7 som kontinuerlig glukosemåling samt insulinpenne.
Jeg har ikke tidligere haft sygdommen inde på livet, og det eneste, jeg vidste om type 1-diabetes, var den teoretiske del takket være min uddannelse. Idræt har altid været en del af mit liv, især fodbold. I gymnasiet holdt jeg op med at spille fodbold og begyndte nogle år senere at træne i fitnesscentret i stedet.
Sankthansaften i 2023 tog jeg min første løbetur, og siden da har jeg været meget interesseret i løb. Jeg løb mit første løb i august 2023, Midnattsloppet i Stockholm på 10 kilometer. Da jeg var rask, var det også den længste strækning, jeg kunne klare, fordi alt over 10 kilometer føltes for langt.
Da jeg fik konstateret type 1-diabetes i november samme år, troede jeg, at det var slut med at løbe. Men i begyndelsen af 2024 kom jeg i gang med at løbe igen, og mit mål var at kunne klare Stockholm Marathon.
I begyndelsen var alt forvirrende. Jeg havde ofte lavt blodsukker, følte mig stresset og vidste ikke, hvordan jeg skulle tilrettelægge min træning. Efter flere møder med diabetesteamet fandt vi en strategi, der fungerede for mig. Jeg begyndte med gåture og øgede distancen gradvist for at finde ud af, hvordan mit blodsukker reagerede. Da jeg følte mig tryg, begyndte jeg med let løb og øgede derefter både distancen og tempoet lidt efter lidt. Når jeg løber, har jeg altid et løbebælte, min mobiltelefon, energigel og insulinpenne med mig.
Nu to og et halvt år efter jeg blev syg, løber jeg længere strækninger, end jeg nogensinde gjorde før. Nu har jeg gennemført mit mål og løbet Stockholm Marathon – med type 1-diabetes, og i august løber jeg Ultravasan, som er på 92 kilometer.
Følg mig gerne på Instagram og her på bloggen, som jeg nu vil opdatere fremover.
DIA.DK.455-01-AUG2026
