Jeg fik type 1-diabetes, da jeg var fem år gammel, og dermed er jeg vokset op med sygdommen. Det føles som om diabetes er en del af mig. Men den definerer mig ikke. Jeg har lært at acceptere og leve med sygdommen. Jeg tror, ​​at det for nogle, især dem der bliver syge i teenageårene, kan være meget hårdt at lære at acceptere og indse, at det er en ny del af dem selv.

Min diabetes er med mig overalt, døgnet rundt – til træning, på rejser og i mine relationer. Jeg indrømmer, at der er perioder, hvor diabetes har taget meget plads mentalt, og det har været hårdt. Jeg har syntes, at det hårdeste er, når man har det dårligt af lave eller høje blodsukkerværdier.  Det er klart, at man nogle gange har haft lyst til at skrige højt, når teknikken giver problemer, men det er bare tekniske problemer.

Jeg har ikke ladet min diabetes overtage min personlighed, men den har påvirket min personlighed.  Takket være den er jeg organiseret og har evnen til at planlægge og tage ansvar. Noget jeg ser som styrker. Mange af mine venner vidste i starten ikke engang, at jeg havde diabetes, før de så mig skifte en pod eller noget lignende. Så bliver de allerfleste meget nysgerrige og har masser af spørgsmål om, hvordan det er at leve med diabetes. For mig er det så normalt, fordi det er en del af mig, men det er ikke hele min historie.

DIA.DK.422-01-FEB2026