Har du nogensinde hørt en sensor- eller pumpealarm i byen? Eller set nogen med diabetesudstyr? Det har jeg gjort et par gange, og den følelse af at se eller høre en fremmed med den samme sygdom er en ret dejlig følelse! Det synes i hvert fald jeg, der ikke kendte nogen med type 1-diabetes, da jeg selv blev syg.

Allerede på akutmodtagelsen, da diabetesen blev bekræftet, besluttede jeg mig for ikke at forsøge at skjule den. Mest fordi det føltes svært at lægge tid og energi i det, men også i forsøg på at eje den. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at have en sygdom, men meget af min usikkerhed omkring diabetes skyldtes alle de fordomme, som jeg oplevede eksisterede i samfundet (og stadig oplever).

Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, har jeg i mange år arbejdet med ret dårligt selvværd, en følelse af at jeg nogle gange måske ikke rigtig er god nok. Den følelse blev forstærket en hel del, da jeg pludselig fik en sygdom, der betød både synlige og hørbare behandlingsredskaber og hjælpemidler, samt en masse fordomme. Fra at have følt mig usikker på at være god nok, især over for fyre, føltes det næsten håbløst efter diabetesdebuten. Hvordan skulle fyre kunne lide mig nu? Jeg ved, at følelsen bare er mig og afspejler mine egne tanker, men følelsen kom, og desværre er den der stadig.

Efter diagnosen blev jeg også bekymret for, om nye mennesker ville lære mig at kende som “Olivia med diabetes” og ikke bare “Olivia”. Jeg begyndte at studere kort efter min debut, og jeg skulle lære 140 nye mennesker at kende. Jep, jeg skjulte min diabetes for dem... Superdumt, jeg ved det! Jeg er lidt ked af, at jeg gjorde det, men for mig tror jeg, det var vigtigt stadig at føle mig som mig. Nu ved de fleste i min klasse det, og jeg skjuler ikke noget længere. Det har endda vist sig nu, at en fra et af ​​mine kurser fik type 1-diabetes i løbet af den første uge af uddannelsen, så jeg var ikke helt alene! Tænk hvis jeg havde været mere åben omkring det. Så havde jeg måske mødt denne kursusdeltager tidligere og følt mig lidt mindre alene.

Men uden for studiet har jeg forsøgt at være så åben som muligt omkring at vise mine hjælpemidler frem, uanset om jeg følte mig komfortabel eller ej. For mig har det været meget vigtigt at vise diabetes, både for min egen skyld, men frem for alt for alle andre type-ettere, som måske synes, det er svært. Jeg bliver selv utrolig glad, når jeg ser en anden med type 1-diabetes!

Jeg fik min første "diabetesven", fordi hun var åben om sin diabetes. På hendes arm stod der tydeligt "Type 1-diabetes", og jeg var nødt til at spørge hende, om hun havde det (hun var så direkte og ligefrem, så det føltes ikke forkert at spørge). Hun havde type 1-diabetes, og vi har holdt kontakten lige siden!

En af mine bedste venner, som jeg lærte at kende på universitetet, var også via diabetes. Det var dog i den periode, hvor jeg prøvede at skjule den. Jeg skulle smugkigge på telefonen under en forelæsning for at se, hvilken værdi min sensor viste, og det kunne pigen ved siden af ​​mig se... ”Har du diabetes?” hviskede hun glad og fortalte mig, at hendes far også havde det (type 1). Tak sensoren for det!

Jeg bliver hele tiden mere og mere afslappet, når det kommer til min diabetes, og efter disse 3,5 år har jeg indset, at mange mennesker faktisk kender til sygdommen på en eller anden måde, eller i hvert fald flere, end jeg troede. Der mangler dog virkelig stadig meget viden, og der er stadig mange fordomme... Men det vel endnu en grund til at være åben og vise det frem, så flere kan lære om det?

Der er også alt for mange type-ettere, der skammer sig over deres sygdom, og jeg vil gerne inspirere til større åbenhed omkring diabetes! Mange gange er vores frygt fuldstændig ubegrundet, og de fleste mennesker omkring os reflekterer slet ikke over, det vi selv reflekterer over. Til jer, store som små, som føler/har følt skam over diabetes – min veninde, hvis far har diabetes, ville selv have diabetes, da hun var lille, fordi en pige i hendes nærhed havde det. Er det ikke sejt?

Det er utrolig hårdt at føle, at man er nødt til at skjule en "del af sig selv", og det er frem for alt superunødvendigt! Burde vi ikke alle forsøge at blive bedre til at vise, det vi synes er hårdt? Tænk hvilke muligheder, det kunne skabe! Måske en ny ven? Jeg ser bestemt frem til, hvad mine behandlingsredskaber og hjælpemidler kan føre til!
Jeg vil eje min diabetes, og i dag bærer jeg min Dexcom G7 og Omnipod med stolthed. Det er trods alt takket være dem, at livet med diabetes bliver lidt lettere. This is me, take it or leave it!

DIA.DK.415-01-JAN2026