Hej!!

Olivia hedder jeg, og jeg har levet med type 1-diabetes i 3 år. Jeg er 23 år gammel, bor i Skåne og har i skrivende stund afsluttet mit tredje år som medicinstuderende.
 
Udover at lege bugspytkirtel 24 timer i døgnet og læse medicin, består mit liv af træning, at møde venner, tid med familien, at se serier og film på sofaen og at lære andre med relation til type 1-diabetes at kende gennem min diabeteskonto @t1ddygnetrunt på Instagram. 
Som 20-årig, et år efter studentereksamen, var jeg klar til at drage ud i verden og rejse. Jeg havde sagt mit job op og var lige ved at begynde at planlægge en sjov tur, da mit immunforsvar valgte at angribe min bugspytkirtel. 

I løbet af april 2022 kom en træthed, som jeg aldrig havde følt før, en ekstrem tørst om aftenen og mange toiletbesøg om natten. Jeg blev mere og mere sulten, spiste mere og mere, men vægten viste bare mindre og mindre. Et telefonopkald til sundhedscentret, og jeg fik besked på at vente og ringe tilbage, hvis det blev værre. 

Ugerne gik, og symptomerne blev flere. Jeg fik en mundtørhed, der var uudholdelig, især efter jeg havde spist meget og endnu værre, når jeg havde spist meget slik. Nogle gange var min tunge helt hvid på grund af tørhed. Set i bakspejlet fik jeg vel også svamp i skeden, for føj, det kløede. Om natten krampede mine ben og fødder, og jeg måtte rejse mig flere gange og udspænde mine muskler. Til sidst påvirkede det mit syn, og jeg kunne hverken se fjernsynet tydeligt eller læse mine sms'er på min telefon.

Jeg er ikke hypokonder, så jeg fandt logiske forklaringer på alle mine symptomer. Jeg delte nok heller ikke rigtigt med familien, hvor alvorligt det egentlig var, så der var ikke lige nogen, der kunne fortælle mig, at jeg skulle søge hjælp. Men da jeg en aften ikke kunne læse min mors sms'er, foreslog hun, at sløret syn kunne være et tegn på diabetes. Så dagen efter var der endnu et telefonopkald til sundhedscentret. Ind til prøvetagning og blev sendt direkte til akutafdelingen. Jeg havde fået type 1-diabetes. 20. juni 2022. 

Der ventede en ny hverdag derhjemme og mine planer om at rejse væk blev aflyst. Jeg havde søgt ind på universitetet i foråret egentlig bare "fordi", og jeg var meget taknemmelig for det dengang, for hvad skulle jeg ellers lave? Så ikke nok med at have en ny hverdag med konstant blodsukkerkontrol, jeg flyttede også hjemmefra og begyndte en intensiv uddannelse og et studieliv med alt, hvad det indebærer.

Jeg havde slet ikke noget forhold til type 1-diabetes (eller nogen form for diabetes), da jeg blev syg, og det eneste, jeg egentlig vidste, var, at mennesker med sygdommen kan få blodsukkerfald og besvime. Jeg havde de samme fordomme som mange andre i samfundet, og min første tanke var "Er det nu slut med kaffe og kage-pauser?”  Et sted vidste jeg, at man godt kunne spise slik og søde sager, efter vi havde lyttet til en prøveforelæsning før den nationale eksamen i gymnasiet. Forelæsningen hed "Min lillebror har diabetes og kan spise slik", men jeg kunne ikke rigtig huske mere end titlen …

En anden frygt, der dukkede op ret hurtigt, var, om det her var selvforskyldt. Jeg har altid været aktiv og spist nærende mad, men jeg har også elsket at nyde slik, småkager, kager, is og andre søde sager. Jeg nævnte noget om dette i bilen på vej til akutafdelingen, men min mor fortalte mig hurtigt, at jeg absolut ikke selv havde forårsaget dette, og at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. 

Efter to dage på akutafdelingen og en MASSE ny information om diabetes, indså jeg hurtigt, at det her ville blive en ret krævende sygdom. … og som den kontrolfreak og perfektionist, jeg er, ville den nye hverdag med at forsøge at opretholde en god, eller i mine øjne en perfekt, blodsukkerkurve virkelig blive en udfordring. En udfordring, som jeg nu 3 år senere stadig kæmper med at give slip på nogle gange.

Jeg indså også ret hurtigt, at der var og er alt for mange fordomme om type 1-diabetes og alt for lidt viden. Derfor startede jeg en konto på Instagram for familie og venner for at få dem og andre til at forstå, hvordan livet med type 1-diabetes ser ud, nedbryde fordomme og informere om, hvad de skal gøre, hvis de farlige situationer opstår. Denne konto er gradvist vokset, og jeg er kommet i kontakt med så utrolig mange mennesker med en relation til sygdommen. Diabetesfællesskabet er fantastisk på alle måder, for denne her diabetes er en meget ensom sygdom i mine øjne. 

Jeg har aldrig rigtig været vred over, at det her skete for mig. Absolut, jeg har været frustreret, ked af det og til tider følt mig nede over det, men aldrig vred. Jeg forsøger i stedet at se det positive og få det bedste ud af det, for jeg tror, det bliver lidt nemmere så. I de svære øjeblikke, hvor livet føles lidt uretfærdigt, forsøger jeg at finde det, som jeg kan være taknemmelig for ved denne sygdom, for eksempel:

- Jeg er taknemmelig for, at jeg fik oplevet hele min barndom og teenageårene uden sygdommen.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg fik den i 2022 med al den teknologi, der er tilgængelig! I dag bruger jeg Dexcom G6 og Omnipod, hvilket virkelig gør hverdagen lettere.

- Jeg er taknemmelig for, at al diabetesbehandling er gratis i Sverige.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg stadig i princippet kan gøre alt, hvad jeg vil, dog med mere planlægning. Det kræver helt klart en masse energi og tankevirksomhed, men jeg kan, hvis jeg vil! 

Jeg vil tro, at alt sker af en grund, og jeg kan med hånden på hjertet efter disse 3 år stille en ret lang liste op over alt det positive, som diabetes har givet mig. 

DIA.DK.388-01-SEP2025