At finde en måde at håndtere de udfordringer, der kan opstå.

Det er ingen hemmelighed, at fysisk aktivitet bidrager til flere positive effekter, uanset om du har diabetes eller ej. Som triatlet træner jeg både på egen hånd og sammen med andre, og jeg finder variationen ret fin. For mange kan gruppetræning føles både sjovere og mere motiverende end at træne alene. Og jeg er enig i, at det ofte giver et ekstra energiboost.

Samtidig kan gruppetræning være en større udfordring, når man har type 1-diabetes. Når jeg træner alene, føler jeg ingen pres, hvis mit blodsukker bliver lavt – så kan jeg stoppe, hvile og vente, indtil jeg er klar til at fortsætte. I en gruppesituation er det anderledes. Jeg vil gerne tilpasse mig gruppens tempo og undgå at "forstyrre" på nogen måde. Det er selvfølgelig individuelt, men for mig kan det føles svært at skulle sige, hvis jeg ikke har det godt og har brug for en pause.  I stedet har jeg en tendens til at presse mig selv længere, end jeg burde, hvilket ikke altid er optimalt.

Et eksempel er, når jeg svømmer i en gruppe. Hvis jeg har brug for en pause, kan jeg som regel smutte et par minutter og så hoppe i igen. Alligevel har jeg svært ved faktisk at gøre det – jeg vil gerne være til stede og deltage fuldt ud i hele passet. Den største udfordring er dog på cykelture. Takket være min CGM har jeg altid kunnet parere i tide og undgå problemer, men tanken om at skulle bede gruppen om at stoppe føles stadig svær.

Gruppetræning har mange fordele, men det er vigtigt at finde en måde at håndtere de unikke udfordringer, der kan opstå, når man har type 1-diabetes.

DIA.DK.348-01-APR2025