Et blodsukker i målområdet er afgørende for, at kroppen kan hele effektivt.

Idrætsskader er et ret almindeligt fænomen i eliteidrætten, og jeg har selv haft og har stadig erfaring med dem. For mig, som har type 1-diabetes, udgør skader dog yderligere udfordringer, fordi de påvirker både blodsukkerkontrollen og behovet for insulin.
En skade kan sammenlignes med en forkølelse – kroppen arbejder hårdt på at hele eller komme sig, hvilket ofte fører til højere blodsukkerniveauer og øget behov for insulin. Ved akutte skader, som ofte indebærer smerter, opfatter hjernen dette som stress. Dette udløser frigivelsen af ​​stresshormoner som adrenalin og kortisol, som igen øger blodsukkeret.
Derudover kan inflammatoriske cytokiner, som frigives ved skade eller inflammation, bidrage til øget insulinresistens og dermed højere blodsukkerniveauer.

Hvis skaden desuden begrænser det fysiske aktivitetsniveau, kan det skabe yderligere problemer. For en, der er vant til en høj træningsbelastning og pludselig ikke kan bevæge sig så meget, vil behovet for insulin stige markant. Det vil være en stor omstilling for kroppen, og blodsukkeret kan blive sværere at styre.

Udover dette er det ekstra vigtigt for os med type 1-diabetes at holde blodsukkeret så godt som muligt under helingsprocessen. Et stabilt blodsukker i målområdet er afgørende for, at kroppen kan hele effektivt. Hvis man ikke tager hånd om sin diabetes i denne periode, kan helingen tage markant længere tid, hvilket risikerer at medføre en ond cirkel. Idrætsskader er altså ikke kun en fysisk udfordring, men også en kompleks balancegang for os med type 1-diabetes.
 

DIA.DK.348-01-APR2025