I juli var jeg en uge på ferie i Norge. Vi var på nogle vandreture der, og jeg tænkte, at jeg ville fortælle jer om, hvordan mit blodsukker reagerede, og hvordan jeg håndterede det. Den første dag i Norge gik vi ud til Prædikestolen. Dette er en meget populær og turistvenlig vandretur, der besøges af mange mennesker hver dag.
Efter en sen morgenmad blev mit blodsukker lidt højt, og jeg var i det høje et godt stykke tid. Det var først omkring frokosttid, at jeg faldt igen. Lige efter frokost steg jeg dog igen … Da vi skulle vandre om eftermiddagen, tog jeg ikke meget insulin til frokost – i og med at jeg snart skulle være fysisk aktiv. Normalt plejer lavintensiv fysisk aktivitet over en længere periode nemlig at gøre, at blodsukkeret falder, (og snarere ligge til den pressede side) så det var det jeg ”doserede” efter. Jeg stoppede basalraten, da vi begyndte at gå, og på den første del af vandringen begyndte blodsukkeret meget langsomt at falde. Fra at starte på 14,0 mmol/l, var jeg nede på 9,0 mmol/l. Det tog os omkring 1,5 time at gå til toppen.
Jeg troede stadig, at vandreturen ville kræve sin ret (dette var min første reelle fysiske aktivitet i år på grund af en langvarig mycoplasmainfektion mm. i løbet af foråret). På toppen spiste jeg en energibar, der indeholdt 25 gram kulhydrater. Jeg valgte ikke at tage insulin til den, men jeg startede basalraten igen. Blodsukkeret steg markant og fortsatte med at stige, selvom vi gik ned fra bjerget. Jeg begyndte at tage korrektionsdoser, da vi var kommet omkring halvvejs, da vi skulle spise aftensmad, når vi kom ned fra bjerget.
Da vi kom ned, lå jeg stadig virkelig højt. Men jeg spiste aftensmad med det samme, for jeg havde en hel del aktiv insulin i kroppen på dette tidspunkt. Jeg tog også endnu mere insulin til maden. Vi spiste brød med pålæg og afsluttede med is, hvilket blev i alt 70 gram kulhydrater. Det blev klart for mig, at blodsukkeret slet ikke reagerede, som jeg troede, det ville gøre efter vandreturen. Det holdt sig på 14 mmol/l. Jeg tog flere betydelige doser insulin i løbet af aftenen, og jeg begyndte at få en fornemmelse af, at noget faktisk ikke stemte. Dette var absolut ikke normalt. … Jeg var ti gange mere insulinkrævende end på en stille dag, og nu havde jeg desuden vandret i flere timer. Jeg tog i stedet en dosis med insulinpennen og valgte også at skifte pod’en, bare i tilfælde af at pod’en var problemet.
Ved 23-tiden begyndte kurven endelig at vende. Men nu var jeg bange for, at det i stedet ville blive et styrtdyk lige ned, med tanke på hvor meget insulin, jeg havde taget de seneste timer. Jeg gik i seng og håbede meget på, at blodsukkeret ville falde langsomt, og at det ville blive en god nat. Men sådan blev det ikke … Lidt over en time senere vågnede jeg på LAV og med hypoglykæmi. Noget som jeg virkelig ikke kan lide og gør alt for at undgå. Jeg startede med at spise et par dextros for hurtigt at hæve mit blodsukker. Så fortsatte jeg med at spise tørrede morbær. Først tog jeg en håndfuld og spiste og tænkte, at måske var det nok. Jeg gik i seng, men jeg indså hurtigt, at det ikke var nok. Stadig med følelsen af at være lav satte jeg mig i sengen og fortsatte med at spise morbær fra posen. Jeg tror, at jeg til sidst nok havde spist lidt over en halv pose, hvilket svarer til omkring 50 gram kulhydrater. Omkring klokken 1 begyndte jeg at få det lidt bedre, og mit blodsukker kom op over 4,0 mmol/l igen. Jeg lagde mig ned og det lykkedes mig at falde i søvn igen. Resten af natten var meget stabil og fin, mellem 5-6 mmol/l.
Jeg kan faktisk ikke forklare, hvad der skete. Jeg gætter på, at det var en pod-fejl, og at den insulin, jeg tog i løbet af dagen, ikke kom ud, som den skulle. Eller måske at der var en lækage? Det var under alle omstændigheder mærkeligt, og jeg tror, at det var en undtagelse fra reglen. Hvis du nogensinde skal ud at vandre, skal du forvente, at du bliver meget insulinfølsom og ikke har brug for særlig meget insulin. Det er også vigtigt at fylde på med kulhydrater i løbet af vandreturen og bagefter for at genopfylde lagrene.
DIA.DK.421-01-FEB2026