At leve med type 1-diabetes indebærer et dagligt puslespil af beslutninger, afvejninger og tilpasninger. Mad bliver mere end mad – det bliver tal, risikoberegninger, frygt, ritualer og skyld. Kulhydraterne står næsten altid i centrum. De påvirker blodsukkeret og derfor får mange af os tidligt at vide, at vi skal være forsigtige, beregne alt, kontrollere alt.

For mig blev behovet for kontrol så stærkt, at det til sidst overtog mit liv.
Jeg, Sara, har levet med type 1-diabetes i over 23 år. I disse år har jeg boet i USA, overlevet sepsis, løbet både halvmaraton og maraton og fundet styrke i CrossFit. Men jeg har også været igennem noget, der næsten tog alt fra mig: min spiseforstyrrelse.

Når diabetes og spiseforstyrrelse mødes

Det begyndte ikke som en spiseforstyrrelse. Det begyndte som “disciplin”. Som et ønske om at få bedre blodsukker. Færre kulhydrater, mindre mad, mindre insulin, mere kontrol. Men kontrollen blev hurtigt et fængsel.
Snart handlede alt om at spise så lidt som muligt, veje, tænke, undgå.
Jeg tabte ikke bare kilo – jeg tabte livet.

Samtidigt fortsatte diabetesen. Den stopper ikke bare fordi du ikke selv orker den. Den kræver stadig insulin, mad og omsorg. Men min hjerne sad fast i et destruktivt mønster, hvor frygten for mad var blevet større end frygten for forhøjet blodsukker eller komplikationer. Jeg husker, at jeg ofte følte, at jeg var blevet kastet ud i et dybt hav. Der var ingen strand. Intet sted at hvile. 

Jeg trådte vande for at overleve, men udefra så det ud som om jeg svømmede. “Se, hun klarer det. Hun er stærk.”
Men indeni sank jeg.

Vendepunktet

Til slut nåede jeg til et punkt, hvor jeg ikke længere orkede at lyve for mig selv. Jeg havde brug for hjælp. For alvor.
Jag blev indlagt på SCÄ – Stockholms Centrum för Ätstörningar.

Det var ikke magisk. Det var ikke let. Det var ikke et filmisk øjeblik, hvor alt bare faldt på plads.
Det var tårer.
Det var angst.
Det var at blive tvunget til at spise, som jeg havde undgået i årevis.
Det var at møde alle de tanker, jeg havde gemt væk under perfekte kulhydratberegninger og “dygtighed”.

Det betød at sidde i rum, hvor andre rent faktisk så mig – for alvor, uden facader eller præstationer.
Det betød at høre min egen stemme sige ting højt, som jeg ikke engang havde turdet tænke for mig selv.
Og det betød langsomt, smertefuldt og ofte modvilligt at begynde igen at lære, hvordan man spiser, hvordan man lever og at lytte til min krop i stedet for sygdommen.

Jeg hadede nogle dage og ville flygte fra andre, og mange gange tvivlede jeg på, at jeg nogensinde ville klare det.
Men skridt for skridt, bid for bid og samtale for samtale, begyndte noget faktisk at ændre sig.

Denne periode var hård, men set i bakspejlet har den givet mig værktøjerne til ikke at skulle vælge mellem diabetes og livet. Fordi det er muligt at håndtere begge dele. 

At blive mere rask – og at turde tro på det

Jeg tror ikke på ideen om, at man pludselig en dag "bliver rask". For mig har det mere været som langsomt at vende tilbage til mig selv. Som at sætte puslespilsbrikker sammen igen efter at have revet dem ned i årevis.

Men jeg kan sige dette af hele mit hjerte:
I dag er jeg sundere, end jeg nogensinde troede var muligt.

Jeg spiser alt.
Jeg træner fordi jeg elsker min krop – ikke for at straffe den.
Jeg håndterer min diabetes uden at lade den overtage alt.
Jeg har et forhold til mad, der er mere blødt, mere venligt og mere menneskeligt.
Og jeg er ikke bange længere. Ikke på samme måde.

Der er stadig et hav nogle gange. Men jeg træder ikke længere vande. Jeg flyder.
Jeg svømmer.
Og jeg ved, hvor min strand er.
Det er okay. Selv når det føles umuligt.

Jeg ved, at der er mange med type 1-diabetes, som kæmper i stilhed. Som tror, at alt ville være lettere, hvis de bare spiste mindre, beregnede mere og kontrollerede mere håndfast. Jeg ved, hvor nemt det er at glide i den retning.

Men jeg ved også dette:

Du kan komme ud af det.
Du kan blive fri.
Du kan finde tilbage til glæden ved mad, styrken og trygheden.
Du kan leve et liv, hvor både du og din diabetes får plads – uden krig, uden frygt.

Det kræver mod, tålmodighed og ofte flere tårer, end man vil erkende.
Men det er det værd.
Det er livet værd.

Og hvis jeg kunne klare mig igennem det – så er der håb. Så er der muligheder. Så er der også en vej for dig.

DIA.DK.413-01-JAN2026