Da jeg skrev mit første blogindlæg i marts, havde jeg stadig en stærk forhåbning om snart at være tilbage. Jeg havde lige fået testresultater, der viste Mycoplasma pneumoniae, og ventede på at starte med antibiotika. I mit hoved handlede det om et par ugers tålmodighed mere, før min krop ville reagere, og jeg langsomt men sikkert ville være i stand til at komme tilbage til det niveau, jeg var på før, både fysisk og mentalt.

Men sådan blev det ikke rigtigt.

Jeg fik ikke antibiotika med det samme, og til sidst var det en ven fra Mexico, der hjalp mig med at få fat i det derfra. Jeg startede derfor først antibiotikabehandling midt i april, og tiden indtil da var en hård kamp. At gå rundt med en infektion så længe tager hårdt på både krop og psyke, især når man er vant til at fungere på et højt niveau. Midt i maj fløj jeg hjem til Sverige, og det var først da, at jeg begyndte at føle mig lidt mere som et menneske igen. Min energi var en smule bedre, hverdagen blev lettere, men jeg var stadig meget langt fra den atlet, jeg var engang.

Jeg følte, at noget ikke rigtigt stemte. Selvom infektionen blev behandlet, fortsatte jeg med at have problemer med at trække vejret. Jeg blev meget let forpustet, og når jeg anstrengte mig lidt mere fysisk, fik jeg en snørende fornemmelse i luftvejene og svært ved at tage dybe åndedrag. Det var en ubehagelig følelse, især fordi jeg ved, hvordan min krop normalt reagerer på træning. Samtidig lå min puls fortsat unormalt høj, og min HRV lavt. Dette var ikke normalt for mig, og jeg følte stærkt, at jeg ville have dette grundigt undersøgt.

Jeg forsøgte at få tid til en astmaudredning gennem det svenske sundhedsvæsen, men fik at vide, at spirometri tidligst kunne foretages til efteråret. Det føltes ikke rimeligt at vente så længe, ​​da jeg skulle flyve tilbage til USA i august. Til sidst valgte jeg at søge til det private og betale for undersøgelsen selv. Der kunne man se, at min lungefunktion var nedsat, og at der var tale om en mild obstruktiv tilstand. Jeg skulle begynde at tage astmamedicin, og for første gang i lang tid følte jeg, at nogen rent faktisk tog mine symptomer alvorligt.

I løbet af sommeren kunne jeg forsigtigt begynde at træne lidt igen. Det handlede ikke længere om præstation eller udvikling, men om at bevæge kroppen for sundhedens skyld. Restitutionen gik dog meget langsomt, og jeg blev let syg igen. Det blev tydeligt, at kroppen havde brug for betydeligt længere tid, end jeg selv ville acceptere.  For mig, som altid har været vant til at presse og presse, blev dette en kæmpe omstilling. Jeg var virkelig nødt til at øve mig i at lytte til kroppen og ikke stresse noget frem, hvor frustrerende det end var.

I løbet af efteråret i USA har jeg kunnet træne ét pass om dagen, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Samtidig er det langt fra, hvordan mit liv så ud tidligere. Fra at have trænet dobbelt pass dagligt og haft klare mål, føler jeg mig nu mere som en "Svensson", når jeg træner. På et tidspunkt undervejs har jeg også taget beslutningen om at afslutte min elitekarriere inden for triatlon.

Den beslutning har ikke været let. Min løbeskade, som jeg har døjet med i tre år, er desværre ikke blevet bedre. Og denne langvarige sygdomsperiode var det, der i sidste ende afgjorde det. Jeg har indset, at restitutionen vil kræve betydeligt mere tid, end jeg oprindeligt troede, og jeg er ikke længere parat til at ofre mit helbred for præstation. I slutningen af ​​december er min hvilepuls stadig omkring 65 om natten (sammenlignet med 40-45 før), og en HRV på omkring 30 (sammenlignet med 150-200 før). En ny spirometri, der blev foretaget, da jeg kom hjem hen over jul, resulterede også i, at astma nu er stillet som en egentlig diagnose.

Fra et diabetesperspektiv har året været mindst lige så udfordrende. I løbet af efteråret steg min insulinresistens igen, selvom jeg stadig er på Ozempic. Et tydeligt tegn på, at kroppen stadig er belastet og ikke helt i balance. For mig har diabetes altid fungeret som en slags indikator for, hvordan kroppen generelt har det, og i år har den tydeligt signaleret, at restitutionen ikke er fuldført. Kosten i USA gør det heller ikke altid lettere, og det har krævet endnu mere bevidsthed og tålmodighed.

Dette år blev altså slet ikke som jeg havde tænkt mig. Men det har lært mig meget. Om tålmodighed, om accept og om at give slippe ind imellem. At være stærk har for mig altid handlet om at kæmpe videre, men i år har styrke i stedet handlet om at sætte farten ned, lytte og tilpasse mig.  Lige nu fortsætter jeg, hvor jeg er. Med fortsat tålmodighed. Med respekt for kroppen. Og med en forståelse af, at vejen frem ikke altid er lige, men at den stadig er min.

DIA.DK.422-01-FEB2026