En perfektionist med type 1-diabetes, er det holdbart? En af mine største udfordringer med diabetes har været at give slip på kravene om de "perfekte" blodsukkerkurver. I 3 1/2 år har jeg haft konstant stress over at undgå høje værdier. Jeg har ikke oplevet lave værdier som stress, men det er primært "toppene" og "bjergene". Det er jo de høje værdier, der hæver HbA1c, og det er dem, der giver de klassiske komplikationer.

Jeg var fra starten fast besluttet på, at diabetes ikke skulle begrænse mig på nogen måde, jeg ville leve, som jeg altid har gjort! Men desværre har jeg ikke gjort det. Efter en diabetesdebut handler det nemlig om at lære alt på ny igen – hvordan man lever sit liv, samtidig med at man regulerer blodsukkeret. I starten er det virkelig bare konstant at prøve, fejle og prøve igen. Det er det også senere i sygdommen, men så har man måske prøvet det meste mindst én gang, og man har lidt mere viden.

Jeg er ret sikker på, at de fleste med type 1-diabetes synes, ​​at der findes lettere og sværere typer af mad for blodsukkeret. I mit tilfælde har jeg gradvist testet de fleste af de ting, jeg kan lide at spise, nogle ting flere gange end andre. Men i de fleste situationer har jeg derefter valgt at undgå den mest svære mad for at undgå at få høje værdier, selvom det måske har været det, jeg havde allermest lyst til. Logisk og forståeligt i nogle tilfælde, men dumt og unødvendigt i andre. Ved at gøre dette gjorde jeg bare mig selv en kæmpe bjørnetjeneste.

De spiseforstyrrede tanker, der har snurret rundt i hovedet i mange, mange år, gjorde ikke madsituationerne lettere. Nu var der stress både over selve maden og over blodsukkeret. Desværre, i mit tilfælde, er det jo oftest sådan, at den mad, der betragtes som mest sund, er venligere over for blodsukkeret, og den mad, der betragtes som mindre sund, er den svære for blodsukkeret. Frygten for at få højt blodsukker bidrog derfor til endnu flere restriktioner omkring maden. Restriktiviteten førte til bedre blodsukker, som jeg så havde endnu mindre lyst til at udfordre. Det blev simpelthen en ond cirkel, hvor både spiseforstyrrelsen og diabetesen fik mere plads.

Nu er der gået 3 1/2 år, og jeg har faktisk fået en anden holdning til de høje blodsukkerværdier. Jeg vil helt sikkert ligge så meget som muligt inden for målområdet, men jeg bliver slet ikke så stresset længere, når værdierne går udenfor. Hvordan kom jeg så hertil? Jeg følte efter sidste semester, at jeg var nødt til at ændre mit liv for at komme videre, og to store områder, hvor jeg havde brug for at reducere stress, var jagten på de perfekte blodsukkerkurver og mine spiseforstyrrede tanker. Dette er virkelig gået hånd i hånd, ved at udfordre den ene er den anden også blevet udfordret!

Noget andet, der også har bidraget til mindre stress omkring høje værdier, er, at jeg ved flere lejligheder har været tvunget til at have højt blodsukker i flere timer ad gangen under min praktik på studiet. Blodsukkeret er ikke altid let at styre på sådanne dage, og mange gange lykkes det mig ikke at få niveauet ned, før jeg tager hjem. Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at det skal være sådan fremover, men jeg har indset, at det kan være sådan i perioder.

Jeg elsker min uddannelse, men som medicinstuderende bliver jeg konstant mindet om de komplikationer, en med diabetes kan få. De fleste patienter med komplikationer, som jeg har set, har dog haft type 2-diabetes, men komplikationerne er jo stadig de samme. Det er virkelig ikke sjove følger, man kan få, hvis man ikke passer sit blodsukker…

Vi har så høje krav til os selv med kurverne. Det er svært, fordi det faktisk handler om ens fremtid... Men hvad er en fremtid, hvis man ikke kan leve i nuet? Det er en meget svær balancegang, synes jeg! Men jeg tror, ​​at meget af den "nye ro", jeg føler, bunder i, at jeg har måttet acceptere, at diabetes vil være varierende let eller svær at håndtere i forskellige perioder af livet. Jeg gør mit bedste, og mere kan jeg faktisk ikke gøre!

Jeg er så utrolig taknemmelig for, at jeg fik diabetes i 2022, og at vi har adgang til de hjælpemidler, vi har i Sverige. Sensorerne er helt fantastiske, HbA1c-værdierne er generelt blevet meget bedre, siden sensorerne kom, hvilket er supergodt! Men for mig er en lille ulempe ved sensorerne, at man konstant ser sine værdier. Det er selvfølgelig rigtig godt set fra et diabetessynspunkt, men det skaber jo også enormt stress at se kurven hele tiden. I perioder har jeg tvunget mig selv til at lade en vis tid gå mellem de gange, jeg kigger på værdierne for at mindske stressen, for til tider har jeg nærmest været afhængig af at kigge på kurven…

Forhåbentlig får vi en kur i fremtiden! Og formodentlig vil der være endnu flere hjælpemidler, der gør tingene lettere for os i mellemtiden. Men indtil da er jeg meget glad for den hjælp, jeg får fra Dexcom.

DIA.DK.419-01-FEB2026