Selvfølgelig føles det træls at have type 1-diabetes. Der er ingen, der ønsker det, og det er vigtigt at have lov til føle, at det nogle gange er uretfærdigt og hårdt. Men at holde fast i alt det negative gavner ikke noget i længden. Derfor har jeg nogle gange stillet mig selv spørgsmålet: findes der noget, der faktisk er godt ved at have diabetes?

For mig har diabetes gjort, at jeg har lært min krop at kende på et helt andet niveau. Jeg er tvunget til at lytte til kroppens signaler hver dag. Jeg kan tydeligt mærke, hvordan stress påvirker mig, hvordan for lidt søvn føles i kroppen, og hvordan træning, mad og restitution hænger sammen. Jeg har fået et andet perspektiv på sundhed, hvor restitution og balance er mindst lige så vigtigt som præstation.

At leve med type 1-diabetes kræver også planlægning, konsekvenstænkning og disciplin. Det er egenskaber, der ikke bare stopper ved diabetes, men som smitter af på andre dele af livet. Studier, arbejde, træning og relationer påvirkes alle positivt af, at jeg har lært struktur, ansvar og forudseenhed.

Samtidig tror jeg, at diabetes gør os mere fleksible og løsningsorienterede. Ting går ikke altid efter planen, og man er ofte tvunget til at tænke hurtigt og praktisk, når der sker noget uventet. Disse egenskaber er utroligt værdifulde, ikke kun i hverdagen, men i livet generelt.

Jeg tror også, at vi, der lever med diabetes, udvikler en mental styrke, som ikke alle har. Vi bærer på noget usynligt, men meget krævende. For mit vedkommende har det givet mig mere forståelse for andres situationer og kampe. Jeg dømmer andre mindre. Hvis jeg sammenligner mig med mine venner, har jeg nogle gange bemærket, at de dømmer hurtigt, mens jeg ofte tænker, ​​at vi faktisk ikke kender hele historien. Det har gjort mig mere lydhør, mere ydmyg og mere medmenneskelig.

DIA.DK.422-01-FEB2026