Insulin. Langsomtvirkende og hurtigtvirkende. Sprøjter. Kanyler. Blodsukkermålere. Lancetter. Teststrimler. Ketonmålere. Pumpe og pumpetilbehør. Glukagon. Sensorer. Attest. Andet småt og godt.

At rejse med type 1-diabetes betyder at være forberedt på ALT. Og det betyder ALT. Din overlevelsespakke kan blive stjålet. Insulin kan blive ødelagt ved forkert temperatur. Elektronisk og teknisk behandlingsudstyr kan begynde at drille. Nogle lande er meget strikse i forhold til alle sprøjter og nåle. Måske bliver man syg. Måske har man brug for hospitalsbehandling. Måske er man afsted meget længere, end man troede.

Selv i hverdagen hjemme skal personer med type 1-diabetes være forberedte på det meste, men der har de forhåbentlig hurtig adgang til deres behandlingsudstyr. På a rejse skal man derimod medbringe alt og lidt til. Der skal være reserver af ALT i tilfælde af at noget går galt.

Nu har jeg rejst med både insulinsprøjter og insulinpumpe, til både varme og kolde steder, jeg har både fløjet og kørt, og jeg har rejst alene og med selskab. For mig er det altid gået godt, men jeg har også altid haft næsten tre gange så meget med mig, som jeg egentlig havde brug for.

Her er nogle punkter, jeg plejer at tænke over:

- Opbevar altid din insulin i din håndbagage. I lastrummet på flyet kan der nemt blive for koldt, hvilket kan ødelægge insulin.

- Hvis det er et varmt sted, jeg skal rejse til, plejer jeg at have insulin i køletasker, der er beregnet til insulin.

- Jeg medbringer ofte både langsomtvirkende og hurtigtvirkende insulin, så jeg kan klare mig tre gange længere end rejsen er planlagt til at vare. Forestil dig, hvis du ikke kan rejse hjem som planlagt, hvis din insulin bliver ødelagt, stjålet eller på anden måde mistes.

- Kanyler (nåle) til sprøjtene skal der, lige som med insulin, også være masser af.

- Gavmildt med sensorer medbringer jeg normalt også. Det kan ske, at nogen ikke virker, at nogen falder af (især i varmen og vandet), eller at turen forlænges.

- En manuel blodsukkermåler er altid med i tilfælde af, at teknologien begynder at drille eller hvis sensorerne man tog med (trods margenen) slipper op.

- Til blodsukkermåleren er der brug for lancetter (nåle man stikker sig i fingeren med) og teststrimler og dette kræver også en backup. Det er meget sjældent, at jeg stikker mig i fingrene for at tjekke mit blodsukker, men hvis jeg skulle blive "sensorløs" på en rejse, skal jeg have med, så jeg kan stikke mig selv måske mindst 10 gange om dagen.

- Ketonmålere er også gode at have, især hvis du er pumpebruger, da risikoen for ketoner (and syreforgiftning) kan være høj under sygdom eller ved pumpesvigt. Det er også godt for penbrugere at have med ved f.eks. sygdom, eller hvis din insulin bliver ødelagt.

- Ligesom med blodsukkermåleren skal du også bruge teststrimler og NÅLE.

- Jeg har altid glukagon med mig i tilfælde af, jeg bliver så lav, at jeg bliver bevidstløs. Glukagon hæver nemlig blodsukkeret hurtigt, hvis en anden person i nærheden kan give det.

- Som pumpebruger es det også nødvendigt at pakke en lang række pumpeting. Afhængig af hvilken pumpe man har er der brug for at medbringe forskellige ting til pumpen. Men som pumpebruger skal man også medbringe insulinpenne, i tilfælde af at pumpen/pumperne stopper med at virke.

- En attest fra en læge, der bekræfter, at du har type 1-diabetes, og at du har medicin og udstyr med, kan også være en god idé at medbringe. Som sagt er nogle lande meget strikse med sprøjter og nåle, så det kan være en god idé at have en attest med sig.

- Hvis du ikke rejser alene, er det selvfølgelig meget vigtigt, at rejseselskabet ved, hvad de skal gøre i visse mulige situationer.

- De gange jeg har rejst alene, har jeg forklaret kabinepersonalet, at jeg har type 1- diabetes, og hvis jeg skulle blive bevidstløs har jeg brug for medicinsk behandling med glukagon, og hvis jeg opfører mig mærkeligt, har jeg brug for sukker Det kan føles lidt fjollet og besværligt at gøre dette, men både for din egen skyld og for flypersonalets skyld er det faktisk meget vigtigt og nyttigt, hvis situationen skulle opstå. Sidst jeg selv fløj og fortalte om glukagon, kom en fra ​​kabinepersonalet endda og snakkede med mig og sagde, at hendes mand også havde type 1-diabetes. (utrolig dejligt må jeg sige!).

- Jeg sørger ofte for at fordele tingene i forskellige tasker, så jeg ikke har alt i en og samme taske. Jeg har altid insulin og et "kit" i min håndbagage. Hvis jeg har indchecket bagage, lægger jeg også nogle "sæt" der.

[Red.anm.: Kontroller altid, hvilke temperaturer dine tekniske diabetesprodukter tåler.]

Udover diabetesudstyr er der jo også behov for andre almindelige ting, når man skal ud og rejse! Tøj, sko, pas mm. Det kan nemt blive til en masse pakning og en del stress at rejse med type 1-diabetes, især hvis man skal rejse langt væk og i længere tid. Det er nemt at glemme ting, og mange gange løser det sig alligevel, men for mit vedkommende er det en tryghed at vide, at jeg er så forberedt, som jeg kan være. Det gør også at jeg kan nyde rejsen lidt mere!

DIA.DK.438-01-MAJ2026