20 år gammel, et år efter studentereksamen, tog livet en drejning. Jeg havde arbejdet i et år for at tjene penge, så jeg kunne opdage verden. Jeg ville helt sikkert ikke begynde at studere lige foreløbig, jeg ville bare tage livet, som det kom.
I sommeren 2020 havde jeg besluttet, at jeg ville holde helt fri. Udover skolen havde jeg arbejdet som gymnastiktræner, siden jeg var 11 år gammel, og arbejdet hver sommer, siden jeg var 14. Nu ville jeg tage en sommer helt fri! For hvem ved hvornår man kan gøre det igen? Men mit frivillige job i træningscenteret blev efter 3 ugers fri ændret til et ufrivilligt arbejde som bugspytkirtel, 24 timer i døgnet. Der forsvandt min sommerfri.
Som jeg nævnte i tidligere indlæg, var en eventuel tur om efteråret ikke længere en mulighed. Jeg var ikke klar til det med det nye liv med diabetes, så ind på medicinstudiet og flytte hjemmefra syntes jeg var et bedre alternativ. Dengang i hvert fald.
Jeg er nu halvvejs gennem medicinstudiet, og disse 3 år har budt på både medgang og modgang. Type 1-diabetes, studieliv, stress og en krævende uddannelse er ikke altid den nemmeste kombination. Det fungerer absolut, men for det første kræver det meget mere planlægning, og for det andet påvirkes blodsukkeret jo af alt.
De første 5 semestre er meget teoretiske og involverer mange forelæsninger og forskellige seminarer, den eneste praktiske erfaring er blot en enkelt dag på et sundhedscenter. Fra 6. semester og opefter er det næsten udelukkende praktik på hospitalet. I løbet af de mere teoretiske semestre havde jeg insulinpenne og det gik ret godt, syntes jeg. Derimod bemærkede jeg, at blodsukkeret blev meget sværere at regulere på praktikdage, og derfor valgte jeg at starte med Omnipod i løbet af 6. semester.
Disse år har været virkelig sjove og lærerige, men de har også været utroligt stressende for mig. Jeg er en meget højpræsterende person, jeg går all in i alt, hvad jeg gør, og vil have, at alt, hvad jeg gør, skal være næsten perfekt. Blodsukkerkurver, afleveringer, eksamener, træning, you name it. Stress-skaber kan man måske kalde mig indimellem … Medicinstudiet er en krævende uddannelse, hvor nervøsitet også opstår til tider, og det, sammen med al den anden stress, jeg opbygger, påvirker selvfølgelig diabetes.
Alle stresshormonerne hæver mit blodsukker og gør det meget svært at få det ned … og højt blodsukker gør mig træt, irritabel og mere stresset. Der har været flere situationer, hvor jeg har været stresset på studiet, fået højt blodsukker og ikke kunnet koncentrere mig, hvilket skaber endnu mere stress og endnu højere blodsukker. En ond spiral, simpelthen. Nogle gange, når jeg har været hjemme, har jeg været nødt til at lægge mig på sofaen og bare trække vejret for at mindske min stress og på den måde sænke værdien. Men det kan jeg jo ikke gøre, når jeg er på universitetet eller hospitalet.
At synes, at diabetes var hårdt i mine første 5 (mere teoretiske) semestre, var en underdrivelse, da jeg kom ud i klinikken på semester 6. Det semester var nemlig lige ved at slå mig ihjel med blodsukkeret. Fra at kunne tilpasse og planlægge mine studier lidt mere i løbet af de første semestre – studere derhjemme, tage til træning mere fleksibelt eller kunne gå en tur, når jeg blev høj – til at være låst på hospitalet en arbejdsdag – slet ikke at kunne bevæge mig, ikke at have tid til at træne, som jeg plejede, mere stillesiddende, nervøsitet og træthed. Det skabte en helt ny hverdag for mig, der gav mig de værste blodsukkerkurver, jeg nogensinde har haft, og det medførte derpå enorm stress og angst for mig. I løbet af dette semester begyndte jeg også at bruge Omnipod, hvilket i sig selv var en kæmpe omstilling og mest af alt medførte stress og blodsukkerstigninger. Det blev lidt meget i løbet af det semester, så at sige …
Jeg føler mig stadig ret ny inden for diabetes og vil helst ikke have, at mine blodsukkeralarmer skal hyle i de "forkerte" situationer (f.eks. under patientmøder eller undersøgelser). Det i sig selv er også en stressfaktor, der ligger og vokser i mig, når jeg er ude i klinikken (selvom jeg bliver mere og mere komfortabel ved "hvis det sker, så sker det"). Men siden jeg startede med Dexcom, har jeg kunnet føle mig lidt mere afslappet takket være alle de forskellige typer alarmer og lydsignaler, jeg kan indstille. Nu i klinikken har jeg kun vibrationer på, hvilket gør mig meget mere komfortabel.
Men noget jeg er 99% sikker på er, at uden diabetes ville jeg have haft det meget bedre mentalt i løbet af disse 3 år med medicinstudier, og jeg ville nok have kunnet nyde det mere.
DIA.DK.388-01-SEP2025
